IT og elektronik kommer nemt til at vokse blandt fastudgifterne. Man tænker måske, at IT er dyrt i dag, at husholdningen i hvert fald ikke skal mangle på dén front, etc.
Men prisen på IT og elektronik og især fastudgifter på services fx. som data og internet er faktisk i frit fald. Konkurrencen er så hård, at det meget vel kan betale sig at lede efter en ny leverandør hvert halve år.
Så læs med her, og få et par tips til at skære lidt på dine IT-udgifter:
1- Drop den forlængede forsikring
Apple og andre firmaer tilbyder en forlænget forsikring på deres produkter. Drop den! Den er alt for dyr, og tredjeparter sælger billigere alternativer.
Køb eventuelt en forsikring i tilkøb til din nuværende på indbo, der dækker alle former for skader på al din elektronik.
2 – Køb smartphones uden abonnement
De fleste ved, at køb med afbetaling er uøkonomisk, men mange køber alligevel smartphones med 2-årlige kontrakter. Mobilerne med abonnement er ikke, som de ellers ofte sælges, billigere med abonnementet end uden.
Det virker de ganske vist til at være, for indgangsprisen for selve mobilen nedsættes til en tilsvarende eller lavere pris end den gennemsnitlige nypris uden abonnement, men den samme profitmargen for firmaet tjenes så ind gennem en overpris på abonnementet.
Du er altså desuden tvunget til at beholde et abonnement uanset din tilfredshed med det, eller hvorvidt du bruger over eller under den udbudte mængde data, taletid eller antal beskeder. Læs mere om abonnementer i næste afsnit.
Det ER muligt at få en god pris uden at betale overpris – læs mere om brugtkøb i et senere afsnit her i blogindlægget.
3 – Tjek udgifter på mobil og internet
Det er typisk – men forståeligt – at overvurdere sit dataforbrug når man vælger sit abonnement. Nogen gør det helt bevidst, for at sikre sig et loft de kan bruge ved lejlighed. Når det er sagt, så er det utroligt nemt at se hvor meget man bruger på en typisk måned. På Apples IOS styresystem (iPad, iPhone) går du bare ind under indstillinger-mobilnetværk-forbrug af mobildata. Du kan endda se, hvilke apps fra bruger hvor meget.
De fleste smartphones har en lignende oversigt, og eller så besøg denne artikel hos boligjournalen.dk med estimaterne på, hvad dit forbrug er baseret på dine internetvaner. Det er en guide, der også inkluderer bredbånd. Finpuds så dit abonnement efter dit forbrug og spar de ekstra kroner.
4 – Betal ikke for branding
Den såkaldte apple-tax (apple-skat), hvor du betaler et ekstra højt beløb fordi mærket er anerkendt, er ikke altid en merudgift. En høj gensalgsværdi kan eksempelvis følge med et nyt mac-køb. Problemet opstår derimod, når der er tale om varer, der ikke har dén kvalitet folk tror, de betaler for.
En mac har en høj opfattet værdi fordi produktet er kendt for at være pålideligt og holdbart. Men vigtige standardkøb som apples ladekabler, AirPods osv. har en høj prissætning. Alle udgaver af ladekablet er eksempelvist omtrent så langtidsholdbart som dit printerblæk.
Og det er intet tilfælde: begge produkter er skabt til lav holdbarhed, så henholdsvis apple og printerfirmaet kan tjene på genkøb.
Ligesom de små blækpatroner (der registreres som tomme før de er det) er Apples ladekabel dårligt, fordi det ikke kan betale sig at forbedre. Imidlertid har den gennemsnitlige apple-kunde penge nok til at købe et nyt uden at overveje alternativer. Apple AirPods fås billigst til 1.235 kr. 1235 kr – mens levetiden og funktionaliteten måske kan leve op til Apples navn er der simpelthen for lidt at hente for pengene her.
Lektien er altså, at du kan få væsentligt mere for dine penge hos firmaer der er knapt så etablerede og kan ride på en profitbølge af trofaste stamkunder, der ikke tænker over priserne.
Og det gælder ikke kun apple.
5 – Vær én generation ”bagefter”
Eller mere!
Ræset efter den nyeste model er unødvendig ift. performance. Selv prominente teknologi/gadget bloggere på youtube påpeger ofte i nye produktanmeldelser, at de nye enheder er spændende, men ikke revolutionerende.
Mange nye smartphone-modeller sælges primært på ”gimmicks” –features, der fremviser noget helt nyt som dog har begrænset funktionel værdi.
Går du bare en enkelt generation tilbage, får du et godt solidt produkt til næsten halv pris. De første prisers niveau falder nemlig tilsvarende, når de gadget-hungrende firstmovers får øje på den nye dims – og skal have de gamle enheder af hænde hurtigst muligt, så de kan få kronerne til det nye køb.
Faktisk er salget så stort, at Den Blå Avis engang gik ned ved lanceringen af en ny iPhone-model.
Dét skaber en fordelagtig situation for dig som kunde – masser af udbud og begrænset efterspørgsel giver en fed pris. Og glem ikke CO2-besparelsen forbundet med et brugtkøb – den gode samvittighed ved at holde pungen i lommen er også et godt argument.
Ønsker du at vide med sikkerhed, at du har en funktionel enhed de næste 2 år men ønsker du stadig at købe brugt? Så kig på www.refurb.dk – her finder du renoverede enheder, der inkluderer normal garanti. Så er du sikker på, at du ikke bliver snydt.
Ligesom med mobiler kan det også betale sig at undgå at skifte sin PC ud hvis den er i gået i stykker eller er for langsom. For eksempel kan CBC reparere eller opgradere din computer billigere end hvad en ny koster. Man kan ihvertfald altid ringe og høre hvad mulighederne er, det koster ikke noget.
Der er altså masser af måder at trimme sit IT-budget på – og mange af dem er virkelig nemme. Tilføj gerne dine egne tips i kommentarerne nedenfor!