Oversigt over de forskellige versioner af Windows 10

Microsoft har officielt udtalt, at deres Windows 10 styresystem er den sidste Windows-udgave som bliver lanceret – herefter vil alle fremtidige versioner blot være opdateringer til Windows 10.

Fordelen ved, at Microsoft har valgt at holde sig til en produktlinje af styresystemet med Windows 10 som flagskibet er bla. at ens valg er nemmere at overskue og du i princippet kun bør tage stilling til hvilket anvendelsesområde din version af Windows skal omfatte.

For at gøre det lidt nemmere for dig at vælge din version af Windows 10, hvis du allerede nu er på udkig efter en opgradering af dit styresystem til din computer eller du evt. som virksomhedsejer er ved at planlægge at implementere Windows 10 i din organisation, har vi valgt at forfatte den lille oversigt over de tre meste oplagte versioner af Windows 10 som er tilgængelige til privatpersoner og mindre virksomheder (vi har med vilje udeladt Windows 10 Enterprise eftersom denne version kun er egnet til meget store organisationer).

Windows 10 Home

Windows 10 Home er standardversionen som er målrettet den almindelige computerbruger som ønsker den samme funktionalitet som i Windows 7 og Windows 8, dog uden at have behov for de mere virksomhedsspecifikke funktioner.

Denne version indeholder adgang til Windows Store til download og installation af alle de apps som bliver udviklet specifikt til Windows 10. Du får også den nye Edge internetbrowser med som standardinternetbrowser. Der følger også næsten alle de velkendte applikationer med som du kender fra tidligere version af Windows – bla. lommeregner, notesblok, Paint osv.

Derudover får du den nye Continuum funktionalitet til at gå fra skrivebord- til tablet-funktioner og den nye Windows Hello-sikkerhedsfunktion.
Vælg Windows 10 Home, hvis du planlægger at installere det på din hjemmecomputer, skolecomputer eller blot til opfyldelse af dine daglige gøremål. Prisen på Windows 10 Home starter på 999 DKK i Microsoft Store, men du bør overveje at kigge blandt de danske forhandlere som ofte sælger udgaven til en væsentlig lavere pris.

Windows 10 Professional

Windows 10 Professional, er som navnet antyder, en professionalisering af Windows 10 Home indeholdende funktionalitet som er målrettet den mindre eller lidt større virksomhed. Windows 10 Professional indeholder præcis de samme funktioner som Windows 10 Home – men er forbedret med Bitlocker (kryptering af data for at undgå datatyveri), enhedshåndtering, fjernsupport og den spritnye funktion Windows Store for Business.

Windows Store for Business er en portal eller butik som gør det muligt for IT-administratoren at udvælge og installere meget specifikke sikkerhedsopdateringer eller gruppebaserede sikkerhedspolitikker til brug til begrænsninger i organisationens computerpark.

BitLocker fortjener også en kort beskrivelse eftersom det er en sikkerhedsfunktion som mange virksomhedsejere vil sætte pris på. BitLocker blev introduceret med Windows Vista, men er først med Windows 10 for alvor kommet til sin ret. Kort fortalt, så er BitLocker et krypteringsprogram, eller funktion om man vil, der er i stand til at kryptere alt data på computerens harddisk.

Ligeledes forhindrer BitLocker uautoriseret adgang til at ændre i computerens firmware som f.eks. ellers kan udnyttes af firmware-specifik malware. Du kan oprette en BitLocker nøgle til et specifik USB-drev og det er kun med dette USB-drev, at det er muligt at tilgå computeren og dens krypterede data.

Det er værd at bemærke, at Windows 10 Professional også besidder sikkerhedsfunktionen Windows Trusted Boot som bliver brugt i kombination med UEFI Secure Boot til at forhindre malware i at gemme sig i opstarten af Windows 10. Derudover tillades kun afvikling af godkendte applikationer i opstartsfasen.

Windows 10 Professional er til virksomheden med 3-50 ansatte. Prisen i Microsoft Store starter på 1999 DKK, men igen bør du overveje om du ikke kan finde en dansk forhandler som har en lavere pris. Som virksomhedsejer skal du ikke være bekymret for manglende support fra Microsofts side, hvis du f.eks. vælger at købe direkte hos en forhandler.

Den supportservice som Microsoft har på sine Windows 10 produkter gælder uanset om produktet er købt direkte igennem Microsoft eller én af deres forhandlere – dog bør du undgå at købe Microsoft produkter på portaler som f.eks. Amazon eller eBay, da kvaliteten mildest talt er dubiøs og her yder Microsoft ingen support.

Windows 10 Mobile

Windows 10 Mobile er den version som er tilegnet mobile enheder som mobiltelefoner og tabletcomputere. Det giver sig selv, at hvis du arbejder fra én af disse enheder så skal du bruge Windows 10 Mobile – det er faktisk ikke muligt at installere hverken Home eller Professional på en mobil enhed.

Som styresystem er Windows 10 Mobile baseret i høj grad på installation af apps fra Windows Store – stort set alle de populære, og velkendte applikationer, fra Windows 10 Home er tilgængelige.

Hvis du ønsker at anvende Microsofts officepakke under Windows 10 Mobile, så har Microsoft gjort sig umage med at udvikle og tilpasse bla. Word, Excel og Outlook til netop denne platform. Der er bestemt brugt tid på at designe disse apps, så den mindre skærm på de mobile enheder fortsat sikrer høj produktivitet og brugervenlig i Office-modulerne.

Du køber ikke decideret Windows 10 Mobile, eftersom dette styresystem er præinstalleret på den mobiltelefon eller tabletcomputer som du køber f.eks. i Elgiganten eller din lokale computerbutik.