Hvad er en harddisk?
Harddisken i computeren er der, hvor data er lagret permanent. I modsætning til dele af computeren, der bliver slettet, når computeren slukkes, så kan alt, der gemmes på en harddisk, hentes frem igen.
Der findes flere typer harddiske, den klassiske gamle type harddisk, benytter magnetiske plader, der snurrer rundt, samt en arm med et hoved på, pr. plade. Det minder en smule om den gamle grammofonpladeafspiller – der, hvor hovedet er, kan man afspille data. Harddiske kommer derefter i flere lag og mange forskellige densiteter af data – det gør, at man har kunnet producere harddiske på flere terabytes (1000vis af gigabytes) på samme plads, som man i gamle dage kunne få et par hundrede megabyte (der går 1000 megabyte på en gigabyte). Denne type harddisk kaldes HDD (Hard Disk Drive) – mest sigende om harddiskens indhold, funktion og opbygning er formentlig det tyske ord ”fest-platten-lauf-werk”.
Hvad er en SSD?
SSD (Solid State Disk) er den nyeste type harddisk, og den bruger ikke bevægelige dele. Det betyder også, at der er langt færre dele, der kan gå i stykker. Disse harddiske beror på magnetiske og statiske kredsløb der kan holde deres tilstand, mens computeren er slukket. SSD kan man sige, er en slags memorycard, som vi kender det både fra usb-sticks og MMC/SD-kort – de deler nemlig egenskaben, at der ikke er mekaniske dele, og de kan holde deres data, selvom strømmen slukkes. Inde i en SSD findes det, der kaldes NAND chips, dvs. chips, der ulig hukommelsens RAM (f.eks. DRAM), kan huske den tilstand, de var i, efter de bliver slukket. På grund af den måde SSD er opbygget på, kan hver enkelt celle i disken kun skrives til et bestemt antal gange. Det betyder i praksis, at den over tid vil gå i stykker – dvs. få de velkendte ”bad sectors”. Det sker, fordi den mængde strøm, der skal til for at skrive en ”celle” (en bit) på disken, bliver større og større, fordi modstanden stiger for hver gang, der skrives. Til sidst kan man ikke skrive til den længere. Heldigvis er de fleste nye SSD’er gode til at håndtere dette problem, og sørger for ikke at skrive det samme sted alt for mange gange i træk.
SSD hurtigere end HDD
Det, at SSD baserer sig alene på ikke-bevægelige dele og data, der kan hentes direkte fra en RAM-lignende enhed, gør, at SSD ofte er langt hurtigere end HDD – eller i det mindste har potentialet for at være langt hurtigere. Desværre er det svære for SSD at få data-densiteten så højt op som HDD’er, fordi NAND teknologien ikke er så langt udviklet, som magnet-plade-teknologien er det. Derfor ser man i dag ofte HDD omkring 6TB, mens SSD stadig oftest ses i 512GB størrelsen.
Hvad er den nyeste harddiskteknologi?
Den nyeste form for harddisk (eller det vil sige forbindelse) er M.2., der kobles direkte på bundkortet via et specielt stik. M.2. harddiske benytter sig i stigende grad af PCIExpress lanes og er hurtigere end SATA forbindelser (givet af disken kan følge med). Mange bærbare bliver i dag leveret med M.2. diske, fordi deres formfaktor er mindre og nemmere at håndtere end SATA. Man kan godt lidt firkantet sige, at en M.2. harddisk er en harddisk uden formfaktoren fra en almindelig harddisk – den ligner, at man har pillet alt væk undtagen printkortet.
Når computeren går i dvale, vil den i praksis gøre det, at den skriver alt, der findes i hukommelsen, ned på harddisken. Hukommelsen slettes så, når computeren slukkes, men når man tænder computeren igen, vil hukommelsen blive genskabt ud fra, hvad der er gemt på harddisken. Jo hurtigere harddisken er, jo hurtigere vil computeren også kunne komme ind og ud af dvale.
På samme måde kan en computer blive hurtigere, hvis man f.eks. ikke har nok RAM i computeren, men man i stedet for at udvide RAM køber en ny harddisk. Det forholder sig nemlig sådan, at de fleste moderne systemer kan bruge noget, der hedder ”virtuel hukommelse” – det er i virkeligheden hukommelse, der lagres på harddisken. Det er i virkeligheden en ret langsom type hukommelse, fordi det kræver, man skriver og læser til harddisken. Men jo hurtigere harddisken er, jo hurtigere bliver den virtuelle hukommelse også. Derfor vil man kunne mærke, at computeren bliver hurtigere, hvis man køber en hurtigere harddisk – og den fysiske hukommelse er presset.
Hvad er en hybrid harddisk?
En hybrid harddisk indeholder dele både fra SSD og HDD. SSD og HDD har begge deres fordele og svagheder; den ene del er hurtig men ikke data-kompakt, den anden er data-kompakt men ikke hurtig. Ved at kombinere teknologierne, er der mulighed for, at man kan få det bedste fra begge verdener. I praksis lader man computeren snakke med en lille buffer af SSD, der indeholder den mest aktive data – den data man tilgår oftest. Hvis data ”falder i baggrunden” og ikke længere læses, lagres den på HDD’en – ligesom data, der bliver hentet oftere end andet, kopieres op fra HDD’en og over i SSD’en. Derved får HDD’en en hurtig mellemmand i form af SSD’en, der kan forhandle og snakke med computeren hurtigere end HDD’en selv ville kunne samtidig med, at man stadig har mulighed for den store opbevaring, der er på en HDD.
Hvilke fysiske størrelser kan man få harddiske i?
En harddisk kommer som regel i tre forskellige størrelser. De klassiske ældre hardiske (oftest HDD) kommer i en 3.5”, der passer ind i de fleste harddisk/diskette-drev chassiser, de fås med PATA (IDE 40) eller SATA. Moderne computerkabinetter tager dog også lige så vel imod 2.5” harddiske, som typisk er dem, der installeres i bærbare computere. De kommer ofte med enten SATA eller IDE 44 (PATA) stik. En ny standard er blevet introduceret, og det er M.2. stik, der ikke har en let kaldt formfaktor endnu – men de fleste af dem kan skrues direkte på bundkortet.
Hvilken størrelse harddisk?
Harddiske måles i dag oftest i enten Gigabyte eller Terabytes. De fleste almindelige HDD’er fås fra størrelsen 2TB op til 6TB hvorimod SSD’er fås i størrelsen 256GB op til omkring 1TB.
Hvordan forbinder jeg til min harddisk?
Harddiske i dag forbindes hovedsageligt via PATA interfacet eller SATA. Stikkene er meget forskellige – PATA er en lang 40 pins stik (der også fås i en bærbar 44 pin udgave), mens SATA er et enkelt stik, der ikke er særlig stort. Både PATA og SATA kræver ekstern strømforsyning (undtagen PATA 44 pin til bærbare, der får strøm via de 4 ekstra pins) og de virker derfor ikke for sig selv med harddisken uden ekstra strøm.
PATA understøtter ikke “hot swap” – det vil sige, at tage harddisken ud af kablet eller computeren, mens computeren kører og har strøm på – men det gør SATA derimod. Det kræver dog, at SATA-harddisken er i ACHI eller RAID konfiguration allerede.
Hvis man har et bundkort der understøtter M.2., er det muligt at koble disse diske på direkte på bundkortet – de fleste moderne nye bundkort understøtter ét eller flere M.2. harddiske.
